Mad og kulturhus

Oplev naturen

Halkær Kro Mad- & Kulturhus ligger midt i Halkær Ådal i den smukke himmerlandske natur blandt bakker, dale og vand. Der er rig mulighed for at få gode naturoplevelser hos os, og vi opfordrer vores gæster til at gå på opdagelse i den Halkær’ske natur både på egen hånd og sammen med os

Hos os kan man leje kanoer, kajakker og mountainbikes og også tage på gåben ud i landskabet på de nymarkerede vandreruter.
Lej f.eks. cykler hos os og kast jer ud i en god cykeltur på Nibe-Haubro cykelstien, som følger forløbet fra den gamle jernbane og mærk historiens sus. Eller tag kampen op med Halkær ruten på små 30 km.

Er du interesseret i at lære mere om området og opleve alle de spidsfindige gemmesteder og unikke oplevelser, som området byder på, tilbyder vi også vandreture med vores kyndige guide Karen, som har vandret området tyndt på kryds og tværs og ved mere om området end nogen anden.
Vandreture med Karen er arrangerede af os, men det er også muligt at booke en vandretur til din familie, forening eller fest.

Med andre ord: Vi vil så gerne invitere jer udenfor til dejlige naturoplevelser i Halkær, til vands, til lands og med vandrestøvlerne på.

Leje af udstyr

Vandreruter

Blå rute

De Himmerlandske Heder til Halkær og retur 
Når du vandrer fra De himmerlandske Heder til Halkær – eller retur – oplever du mange diverse landskaber. Du møder urørte hedebakker, landbrug, skovbrug, enge og flere dale skabt gennem istiden. Du krydser Vidkær Å, der er blevet hjemsted for en bæverfamilie – se efter om den har gnavet i træer eller buske ved åen. – Gå ikke ud på de private marker! Særligt nær hedeområdet er der rig mulighed for at se både rådyr, dådyr og kronhjort. 

Følg: Blå pil
Længde: ca. 6,2 km Retur: ca. 12,4 km
Højdemeter: 86 meter
Underlag: asfalt, grus og græs
Rast og Parkering: Ajstrup Hede

Grøn rute

Skørbæk ruten 
Den grønne rute har start/slut to steder – i Skørbæk og i Halkær. Når du kommer til Kjærsgårdvej, kan du vælge at fortsætte ad den blå rute. Denne er forbindelsesvejen til De Himmerlandske Heder. På den grønne rute kommer du til at opleve både kulturlandskabet og vådområdet ved Halkær, og du følger engene langs bredningen. Læg mærke til det mangfoldige dyre- og fugleliv – også gennem mark og skov. Ved Søpavillonen er der mange faciliteter og toilet.

Følg: grøn pil
Længde: Genvej – ca. 9 km Kort – ca. 10,5 km Lang – ca. 12 km
Højdemeter: 88 meter
Underlag: asfalt, græs og grus
Rast: bord/bænk, pavillon, shelter, bålplads, vand og toilet: Skørbæk Søpavillon

Gul rute

Halkær Panorama 
Start med at gå på Banestien/Cykelstien, som i årene 1899 – 1969 var togbane. Byens liv var mangfoldigt og de 29 husstande levede livet med mange forskellige erhverv. Halkær var i mange år kendt for “Den kloge kone i Halkær”. Hun helbredte mange med sin særlige saft. Opskriften findes på Nibe apotek. Naturen skal nydes på denne rute. Udsynet til å og og sø ses på vej mod Halkær Mølle Naturcenter. Her er en åben udstilling i laden. Bagved følges ruten rundt om møllesøen og videre op gennem slugten/Hulvejen op til den fantastiske udsigt over landskabet. Dette panorama er ubeskriveligt smukt og er en tankevækkende kulturhistorisk perle.

Følg: gul pil
Længde: Kort – 2,3 km Lang – ca. 5 km
Højdemeter: 31 meter
Underlag: asfalt, græs og meget lidt grus
Rast: bord/bænk, madpakkerum, toilet og vand: Halkær Mølle

Hvid rute

Ejdrup ruten 
På turen rundt i Ejdrup og landskabet omkring oplever du udsyn over et langstrakt og bakket landskab. Ned ad den stejle bakke på Halsmandsbro vejen fornemmer man istidens kraftige aftryk i naturen.

Følg: hvid pil
Længde: Kort – ca. 4,5 km Lang – ca. 6 km
Højdemeter: 76 meter
Underlag: grusvej og asfalt
Rast: Pavillon, vand og toilet: Ejdrup Kirke

Orange rute

Trælborgvad og Jernalderlandsby 
På højdedraget går du med udsigt til marker og landskab så langt øjet rækker. Trælborgvad-gården eksisterer ikke længere, men på vandreturen kommer du forbi en velbevaret jernalderlandsby. Gør et stop her og bliv klogere på denne historiske tid. På den sidste strækning får du udsigt mod øst ud over den genskabte Halkær sø. Er du heldig får du også øje på rådyrene, der ofte græsser i
skovkanten.

Følg: orange pil
Længde: ca. 6,5 km
Højdemeter: 126 meter – jævnt fordelt
Underlag: asfalt og grus
Rast: Pavillon, vand og toilet: Ejdrup Kirke

Rød rute

Halkær Fælled og Banesti 
På denne rute mærker man istidens aftryk i naturen. Vi starter med en stigning op gennem skoven bag Halkær Kro. Her kommer man op til en nyplantet skov og en stor Fælled, hvor kroen og byens borgere dyrker deres egne grønsager. Gennem skoven opleves fugle og dyreliv i stor mangfoldighed. Ude ved Holmagervej bør man stoppe op og nyde udsigten ud over Halkær Bredning med kig til Sebber Kloster og Bjerget i Sebbersund. Ruten går herfra ned til Banestien/Cykelstien, som oprindelig var en togbane i årene fra 1899 – 1969.

Følg: rød pil 
Længde: Kort – ca. 2 km Lang – ca. 6 km
Højdemeter: 41 meter – stejl stigning
Underlag: skovbund, græs, grus, asfalt
Rast: bord/bænk og vand: Halkær kro/Banesti

Find alle vandreruterne i AllTrails appen

Med appen får du rutevejledning lige ved hånden og vores vandreruter til AllTrails appen finder du her: Vandreruter AllTrails

Brug nedenstående links tile henholdsvis App Store, hvis du har iPhone, eller Google Play, hvor du har en Android telefon, for at hente AllTrails.

Naturen i centrum

Å, sø, eng, overdrev og skov. Alle himmerlandske naturtyper kan opleves i naturområderne omkring Halkær. Oppe bag Halkær Kro, gennem skoven, finder man fælleden hvor alle er velkomne til at sætte sig lidt, nyde naturen og drikke kaffe og spise madpakker i fælledhjertet. På voldstedet ved Halkær å sætter vi kanoer og kajakker i vandet og her findes også sheltere til overnatning. Det er også tilladt at fiske, ved Halkær Å, med almindeligt fisketegn. På den anden side af vejen ligger Halkær Sø hvor fugleinteresserede kan se alt fra lappedykkere til tårnfalke og nede ad vejen ligger Halkær Mølle Naturcenter som også er et besøg værd for dem der vil lære mere om Halkærs Natur.